Erindringer fra Borbjerg mølle

Skrevet af  - Viktor Hedegaard Borbjerg

Er man søgt hen til det storslåede udsigtspunkt på kirkebakken, da har man lige bag sig den minderige Borbjerg kirke og de omliggende familiegravsteder for sognets mange henfarne slægter. Fra dette høje stade åbner udsigten sig udover vandet til møllen og de bagved liggende engdrag og længere østovre de skovkrandsede Kjeldsmark-bakker. I dette smukt kuperede terræn ligger Borbjerg by med sine slægtsgårde, hvis beboere vi var knyttet til i et godt landsbyfællesskab. Længere ude i periferien ligger Trabjerg og Ryde - ja, i klart vejr får man i tilgift et glimt af Limfjorden længst ude i nord. Vendes blikket imod syd, fanges øjet af den rislende bæk, der fra dens udløb i søen kan følges tilbage, som den snor sig op gennem engdraget til Sandagergård, Libergren og området ved Hedegård med den imponerende række af oldtidsgrave. Det er et landskab så ægte dansk og fyldt med skønhed.

Det centrale punkt i alt dette er møllesøen og Borbjerg mølle, mit barndomshjem. Johs. V. Jensens digt kunne, uden forklejnelse, godt være inspireret herfra, når han synger:

Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner det grønne land.
Hvor skønt fortoner sig sø og strand.

Selvom barneårene vel nok for de fleste står i et særligt lys i ens bevidsthed, så var det nu et skønt sted for os fire søskende at vokse op, og det er ganske umuligt at gense de kendte steder, uden at minderne myldrer frem.

Far var en travlt optaget mand, for der var mange gøremål i møllegården, og vi børn blev i en tidlig alder sat til at gøre nytte, enten ved landbrugsbedriften, eller man kunne være til hjælp i bageriet, eller måske stå og putte oliekager i kageknuseren. Af og til var der regninger på leveret brød, korn og foderstoffer, der skulle bringes rundt i kundekredsen, eller det gjaldt en rask tur til banken i Holstebro eller Vinderup.
 Var det ikke cykelføre, kom man af sted på ryggen af russerhesten, Hans.

Forældrene med børnene. Fra venstre: Kathrine, Dorthea, Jens og Oluf.

Senere blev man forfremmet til at køre ud med brødvognen. I den lyse tid var det ingen sag, men i de korte vinterdage, når brødet først var færdigbagt hen over middag, blev det sædvanligvis buldrende mørkt, inden ruten gik hjemad igen. Far kom os derfor ikke så sjældent i møde med en tændt lygte i hånden. Men hvad - hestene var fortrolige med vejen, og det var hunden, Trofast, også; den var altid med.

Men fritid var der da også, og så var det jo søen, der trak. Den var et yndet samlingssted om sommeren; så blev der badet, svømmet, fisket og sejlet. Jeg husker vor gamle båd, og da den var helt kaput, var det ikke andet at sejle i end et skrøbeligt svinetrug. Men så blev der bestilt en ny båd i Struer, og det var vel nok mit livs største triumf, da jeg blev sendt efter den med hest og vogn og ved hjemkomsten nok så stolt svingede ind i gården med nyerhvervelsen.
 

Der var mange storkepar på den tid, og i møllen kom de troligt i mange år og passede reden på taget. Gensynsglæden var stor, hver gang disse hyggelige

fugle ankom påny, og af os børn blev budt velkom­men med sangen: Stork, stork, langeben med de røde hoser.

Også vinteren ved søen havde sine glæder, når vi med kammeraterne skøjtede hen over isen. En yndet sport var ålestangning på isen. Det krævede en vis ru­tine, men kunne være ret indbringende, da der var godt med dejlige blanke ål i den mudrede søbund. Flere fra omegnen kom efter aftale og stangede mod halvpart i fangsten. På isen blev der også høstet rør­tag; det var det faste hold, »gruskarlene«, der tog sig af dette arbejde. Når isen var sikker, blev høsten bragt i land med en hest for en slæde.

Stærkt i min erindring står mindet om de stille sommeraftener derhjemme, når søens flade henlå i sin dybe ro, blank som et spejl, mens de sidste klok­keslag fra kirkens aftenringning sluttede dagen.

Ihukommende, at der er noget, der hedder be­grænsningens kunst, må der en afslutning til, selv om vandstanden endnu står højt i mindernes brønd. Der­for, sidst, men ikke mindst, vil jeg mindes vor kærlige mor og far, som vi søskende skylder så meget.

Gravstenen på Borbjerg kirkegård.

Æret være deres minde.

Fra den gamle vandmølle

Et billede fra svundne dage

Af gårdejer Stephan V. Christensen, Borbjerg.

Den ligger lavt nede mellem bakkerne.

Kommer man dertil ad sognevejen, der går gen­nem gården fra syd til nord - og anden kørevej til møllen gives ikke - ser man sydfra ikke møllen, før

Møllehjulet ved Borbjerg mølle.

man ved udgangen af den dybe hulvej har den lige foran sig, og endda først efter at man har passeret det gamle »tørvehus« med bagerovnen og »æ bågstow«, som ligger på venstre side af vejen.

Til højre ligger den gamle have med sine mægtige aske- og elletræer, med indgang under prægtige lin­de; syrener og hyld - med vilde hindbær imellem - hænger ud over mølleåen, »æ mølren«, der løber langs med haven fra det fossende vandhjul.

I boblende brus presser vandet sig frem under stig­bordet, og i sydende kog styrter vandet sig over vand­hjulet, der ikke kan stå mod det mægtige tryk, men sættes i en hurtig, omdrejende bevægelse, der er som et hidsigt halvarrigt løb for at befri sig for disse voldsomme vandmasser, som den slynger fra sig i su­sende skumsprøjt. Men ny vandmasser presser sig frem og fylder hjulet; som en overvunden, stædig hest falder det til ro og tager fat på det arbejde, man forlanger af det: sætter møllens indvendige dele i be­vægelse og arbejdsstemning. Møllen er klar til at be­stille noget, og det får den lov til; den får noget at gumle på.

Kommer man vest og nord fra, ser man nok et glimt af møllen på afstand, men når vejen svinger uden om søens nordende, skjuler bakken snart møl­len, og man ser den først igen, når man er den ganske nær. Langs vejens vestside står i sumpen gamle, vindskæve elletræer. Nogle af dem står omgivet af vand, så de kun har en jordklump omkring roden; herpå rugede vor moders ænder om sommeren.

Når man er kommen helt ned til møllen, hvad en­ten man kommer fra syd eller nord, vil øjet uvilkårligt vende sig mod vest, udover møllesøens blanke flade, over mod kirkens hvide mure, der løfter sig faste og imponerende på »bjergets« rand på søens modsatte side.

Den gamle mølle er så godt udstyret fra naturens hånd, at den har en sø til kraftkilde; den behøver ik­ke at nøjes med en kunstigt frembragt mølledam. Sø­en ligger som en naturlig levning fra en tid, da Lim­fjordens vande trak sig tilbage fra de omliggende dale og slugter, der alle med jævnt fald skråner mod nord.
 

Borbjerg kirke.

ud imod fjorden. Da vandet trak sig tilbage, må der have været et dybt sted i bunden, hvorfra vandet ikke har kunnet løbe, og søen var dannet. Den naturlige vandstand har dog ikke været så høj som nu.

Der er foretaget en mindre opdæmning ved østsi­den af søen, hvor vandet har haft sit naturlige udløb. Denne dæmning var i ældre tid forsynet med træbe­klædning ud imod søsiden, nedrammede egepæle med brædder på den indadvendende side. Da bølge­slagene stadig slikkede jord ud fra brædderne, ja somme tider tog bræddestykker med, måtte dæm­ningen hver sommer istandsættes med nye brædder og jordfyld. Senere blev der lavet forstrand af små­sten, og så kunne træbolværket undværes, skønt vandstanden var så høj som nogensinde.

Men hvorfra får møllesøen da sit tilløb og sin for­nyelse? Fra utallige vældårer fra de nærliggende høje bakker risler vandet ustandseligt frem. I den venstre side af møllesøen, nær ved land, bobler et mægtigt væld op fra bunden som en spilkogende grubekedel. Stikker man en åre eller en anden træstang ned i vældhullet, føres den med stor kraft op igen. Fra dis­se utallige og til dels usynlige kilder får søen sin vedli­geholdelse og erstatning for sine afløb.

Man kan jo stille det spørgsmål: »Hvem mon det har været, der først har begyndt på dette dæmnings- arbejde og planlagt at bygge en mølle på dette sted?« Spørgsmålet lader sig næppe fuldt ud besvare. Der­imod kan man vist temmelig sikkert gå ud fra, at det næppe har været en selvejende almuesmand, der har udført dette arbejde, men at det enten er fra en her­regård eller et kloster, at ideen er udgået og fuldført. Søer og vandmøller var af den slags »herligheder«, som herremænd og klostre samlede på og underlag­de deres besiddelser. Møllens gamle bindingsværks- stuehus med kvist synes også at tyde på finere her­komst, i alt fald fandtes der på den tid, her er tale om - 1875 - ingen andre bindingsværksbeboelsesbygnin- ger i sognet og absolut heller ingen »sals« med kvist. 1801 var møllen i fæste under Rydhave, hvis ejer, kammerherre, stiftamtmand Niels Sehested til Ryd­have, Vinderupgård, Stubbergård og Strandet som sælger og husbond Søren Sørensen som fratrædende fæster solgte og tilskødede Borbjerg Mølle til Just Thorning fra Sevel for 3000 rigsdaler. Ved salget for­beholdt ejeren af Rydhave for sig og efterfølgende ejere af Rydhave ret til fiskeri i Møllesøen, hvilken forheftelse endnu hviler på møllen, selvom den ikke udnyttes.

Efter Just Thornings død 1838 solgtes møllen af skifteretten 24. aug. 1838 til Chr. Skjærlund Dam­gaard for 4000 rigsbankdaler rede sølv. 12. jan. 1872 solgte ovennævnte Damgaard møllen til Lars Chri­stensen fra Sevel for 13000 rigsdaler. 16. maj 1899 til­skødede Lars Christensens enke møllen til sin sviger­søn, Niels Mundbjerg fra Sevel. 18. dec. 1919 tilskø­dede Niels Mundbjergs enke møllen til Johs. Kob- borg fra Handbjerg for 62000 kr. Men i dette tidsrum fra 1801 til 1900 var alle bygninger fornyede, så at ved århundredskiftet stod af ældre bygninger kun selve møllehuset og det gamle tørvehus tilbage.

Det er om møllen for omkring 50 år siden, her skal fortælles. Tiden omkring 1880 kan vist godt regnes for møllens glansperiode. Det var på den tid, at jor­derne i møllens opland var blevet merglede. Kornav­len var derved blevet mægtig forøget. Kvægfedning udvidedes betydeligt, så den store kornavl opfodre­des på ejendommene, hvilket gav forøget søgning til møllen.

Der var en køren til af den anden verden. Med he­ste og stude som forspand, med hjulbør eller med po­sen på nakken kom man fra alle sider af sognet, så møllegården tit var stuvende fuld af vogne, og det kneb med at skaffe plads til heste og stude. Sognets beboere søgte helst til vandmøllen, »for der kunne man altid få malet og få det med igen«, hed det sig. Det var folk vant til, og det regnede man med, så de kørende spændte i almindelighed fra, og først bagef­ter gik man ind i møllen og spurgte møllersvenden, om man kunne få malet.

Det var ingen let plads at være møllersvend; det er aldrig nemt at være alle »te måed«, og noget i den retning gjaldt det om over for møllegæsterne. Vel søgte man så godt som muligt at holde sig det gamle ord efterretteligt, som siger: »Den får først malet, som kommer først til mølle«, men det var slet ikke så let altid at overholde. Der kunne komme en små­mand, somme tider endog ret langvejs fra, med en sæk på nakken, et reb over begge skuldre omkring sækken og en solid kæp stukket igennem rebet og ind under den ene arm. På denne måde fragtede folk, som ikke selv var kørende, temmelig store sække korn til og fra møllen ad lange og trælsomme veje. Andre foretrak at benytte hjulbør, så kunne man fragte en eller to sække fler. Slige kunder, der måtte være lang tid undervejs, ville jo gerne have deres korn malet lidt hurtigt, så de kunne komme til »staw- ren« hjemad. Så måtte møllersvenden prøve på at smugle det igennem før andres. Blev det opdaget, var det ikke altid lige godt til måde. Imellem de større kunder kunne det aldrig gå an at give den ene fortrin for den anden. Var det meget nødvendigt for en at komme lidt hurtigt hjem, måtte vedkommende selv forhandle med den eller dem, der var foran, ellers lod det sig ikke gøre. Da der jo var grænser for, hvor me­get møllen og møllersvenden kunne bestille, kunne det de rigtigt travle dage trække noget længe ud, før de sidst ankomne blev hjemfærdige, og da jo ikke al­le var lige tålmodige, og alle vel heller ikke fandt op­holdet i møllen lige fornøjeligt, kunne en og anden nok somme tider blive lidt »værkle« og »knotten« overfor møllersvenden; da gjaldt det om at give »en sludder for en sladder« og ikke støde folk.

Men der var mange andre forhold, hvor det for møllersvenden gjaldt om at passe på, hvis han skulle være godt »lie«. Dengang malede man for told; møl­leren fik sit vederlag for malen i korn: Vi pot korn af skæppen for grutning af foderkorn, 1 pot for malen af brødkorn, 1 Vi pot for sigtning og 2 potter for at la­ve byggryn.

Ved toldning gjaldt det om, at hver fik sit, både møller og kunde. Denne fordeling var fuldstændig overladt til møllersvenden, og den klarede han i al­mindelighed til begge parters fulde tilfredshed.

Men der var også et andet forhold, hvor det gjaldt om, at enhver skulle have sit, og at skellet skulle sæt­tes på det rigtige sted, nemlig når det sidste af en kun­des korn løb fra kværnen og det første af den næstes fulgte efter. Der var jo ingen standsning. Kværnen malede videre. Derfor kunne det nok være, at det kunne sætte fart i møllersvenden, hvis han var ude i gården for at bære sække ind, eller var faldet i snak med en møllegæst, og kværnen så begyndte at løbe tom. Så kunne han komme op ad trapperne til mølle- loftet i en forbavsende fart, få skellet sat, og snart fik kværnen den sædvanlige gumlende lyd igen. Skel­sætning var vigtig, for man vidste aldrig, om en eller anden ikke kunne komme i tanker om at veje efter, og var svindet så for stort, kunne der blive et farligt vrøvl.

Blev der rejst mistanke mod en møller for, at han tog for meget i told, var dette jo ærekrænkende både for mølleren og møllersvenden; var det derimod slø­seri med skelsætningen, var det alene møllersven­dens fejl. Det kunne mølleren ingen fordel have af; hvad den ene kunde fik for lidt, fik den anden for me­get, men utilfredshed skabte det, hvis det opdagedes, og derfor måtte der passes på. Hvad ellers brugen og pasningen af mølleværket angår, blev en ældre møl­lersvend ret fortrolig hermed; grutning af foderkorn var det grove daglige arbejde, især om vinteren. Fle­re af de større gårde fik som oftest 1 a 2 læs gruttede om ugen. Ved grutning gjaldt det mest om at kende kundernes ønsker i retning af finere eller grovere grutning. Der var ikke andre hensyn at tage ved den ting, når poserne blot ikke blev forbyttede; det er ubegribeligt, at det ikke jævnligt skete, når møllen lå pakfuld af grutningssække, der tilsyneladende så ens ud; men møllersvenden tog næsten aldrig fejl.

Ved malen af brødkorn måtte der udvises noget større omhu. Kværnen måtte være fuldstændig ren og fri for rester af foderkorn. Havre og byg holdt hus­mødrene ikke af at se i deres hjemmebagte rugbrød. Det kunne opfattes som tegn på mindre omhyggelig omsorg fra husmødrenes side for »Guds gaver«, hvad brødkornet blev regnet for i ældre tider. Særlig fin malen skulle til, hvis kunden ønskede at »temse« mel fra til finbrød i stedet for at lade sigte, hvad ikke var helt ualmindeligt.

Møllersvendenes dygtighed og påpasselighed skul­le dog særlig stå sin prøve ved fremstillingen af sigte­mel, byggryn og ikke mindst boghvedegryn.

Ved sigtning var der to næsten modstridende hen­syn, der gjorde sig gældende; for det første at frem­stille et fint, hvidt mel, men dernæst tillige uden altfor stort svind. Kliddet var ganske vist ikke værdiløst, men det var dog ikke dette, husmødrene særligt øn­skede. Når man, som man sagde, »lavede byggryn«, kunne de samme modstridende hensyn gøre sig gæl­dende. Nogle ønskede smukke, fine gryn, »perle­gryn«, som man kaldte dem, absolut fri for skal, me­dens andre ikke tog det så nøje, om grynene var no­get gullige af skalrester, når de bare fik forholdsvis mange gryn. »Det grove renser tarmene«, sagde man den gang. Boghvedegrynene var møllersvendens værste plage; der var kun få møller, der havde de nødvendige maskiner og redskaber til fremstilling af disse gryn, hvorfor folk kom langvejs fra til de møller, som kunne betjene dem. Med hvilke følelser møller­svenden tog imod disse tilfældige gæster, kan man danne sig en mening om efter følgende pålidelige oplysning: En mand kom med boghvede og spurgte, om han kunne få den lavet til gryn. - »A skider i di boger!« svarede møllersvenden, hvortil manden, som var født Thybo, igen svarede: »Æ wil et ha skidt i mi boger!« Og så tog han sin boghvede til sig igen. Nå, det var dog ikke altid, møllersvenden var i så dårligt humør, og der blev i sin tid lavet mange og meget smukke boghvedegryn i den gamle vandmølle, indtil boghvedeavlen lidt efter lidt indskrænkedes, så den nu næsten er helt ophørt. Når en møllersvend forstod sit arbejde helt igennem og rigtig forstod at omgås kunderne, blev han tit gammel igårde og opnåede en forholdsvis høj løn, foruden at han var sikker på at blive forrider ved de fleste bryllupper i kunde­kredsen.

Når folk kom til mølle og som oftest ventede, me­dens det medbragte, foderkorn blev gruttet, var   der god tid og lejlighed til at drøfte egnens forhold, og det blev besørget i rigt mål. »Æ møllstow« var en slags offentlig ventesal, som også var møllerfamiliens dagligstue. For at komme ind i møllestuen måtte man gennem møllen; det gjorde ikke noget til daglig for møllegæsternes skyld, men for folk i stadstøj var det ikke altid så rart; thi man slap vanskeligt gennem møllen uden at få melmærker på tøjet, men der var ingen anden indgangsdør.

I møllestuen var der langbord med bænk og træ­skammel. Gulvet ude i stuen var af ler, men under bordet var det brolægning af temmeligt store og ujævne marksten. Hist og her var det lagt stykker af tyndslidte møllesten. Disse var tilbøjelige til at klap­pe, når de blev underhulede af rotter. Disse mindre hyggelige husdyr var der altid mange af i møllen og den tilstødende del af stuehuset.

Af bohave fandtes desuden en stor bilæggerovn, et bornholmerur, et stort klædeskab og en stor lænestol til bedstemor ved siden af bilæggerovnen. På væggen over øverste bordende hang en hustavle fra 1756 med følgende indskrift:

Her æder jeg mit l her tager jeg min Lykke, som Gud mig unde vil mod manges unde Tykke. Stat Hus ved Herrens Hjælp, agt ingen skæve Øje; thi den misundte Jord

17 lar sig dog lyksom pløje. 56

I bænkekrogen ved samme bordende lå i den ældste tid »æ grow kåeg«, og ved loftsbjælken hang »æ brødknyw«. Det var en hjemmelavet brødskærema­skine, der kunne tage et hjemmebagt rugbrød på 16 - 18 pund. Et sådant rugbrød gav nogle forsvarlige rundtenommer, hvorfor disse heller aldrig blev over­skåret på langs, men altid på tværs. Under bordski­ven var en skuffe, hvori hornspiseskeerne samt knive og gafler opbevaredes mellem måltiderne.

Til venstre i stuen, når man kom ind fra møllen, førte en dør ind til møllersvendens kammer, hvor rot­terne altid var særlig slemme. Hvis møllersvenden ik­ke passede nøje på at hænge sit daglige, altid melede tøj op ved loftsbjælken, risikerede han at få det fuld­stændig ødelagt af disse flittige gnavere. Halmviske­ne i træskoene var også meget eftertragtede, formo­dentlig til redeudstyr.

Skitseforslag på grundlag af artiklens gennemgang af det gamle stuehus til Borbjerg mølle. Nordgavlen er til højre.

På venstre side af bilæggeren førte en dør ud til køkkenet, der var lille og trangt. Der var siddeplads til en og samtidig ståplads til to, men så var også både adgang og gennemgang spærret. Gulvet i køkkenet bestod også af brolægning, der selvfølgelig fortsattes ud i bryggerset, der var en udbygning vest for stuehu­set. Det var et forholdsvis stort, firkantet rum med åben skorsten midt i, og ved siden af denne, grueke­delen, samt bagved sandbingen til gulvsand. Rigtig fint strøsand til stuegulvene var den gang en lige så efterspurgt vare som den fineste gulvfernis nu om da­ge. Det var en årligt tilbagevendende begivenhed, når der skulle hentes et læs strøsand. Det var en lang og drøj tur; sandet hentedes 2 mil borte fra Storåens bredder, hvor det tit måtte bæres op ad høje skræn­ter i våd tilstand; men ingen anstrengelse var for stor for at sikre sig snehvidt strøsand til hjemmets pryd i et helt år. Til udførelsen af sandstrøningen i stuerne knyttede der sig den overtro, at hvis en pige strøede sand under et mandfolks fødder, fik han ingen søn­ner. Dette gav tit anledning til drillerier.

Da bryggerset lå så nær ved søen, var der let og billig adgang til vand. Dette løb da også stadigt i en lille trærende fra møllens vandkarm ind i en stor jern­gryde i bryggerset, hvor det overflødige forsvandt igen i en brolagt rende, der udmundede bag ved møl­lehjulet. I sommermånederne kunne det vrimle med ganske små åleunger imellem brolægningen i bryg­gerset. Disse småvæsner kom op gennem udløbsren­den og passerede derfor ikke vandbeholderen. Deri­mod kunne der somme tider komme en noget større ål gennem tilløbsrøret, hvilket kunne give anledning til et spændende fiskeri for møllefamiliens yngre medlemmer. På nordsiden af bryggerset var der et udskud til tørvebing og vandhus (W C).

Fra køkkenet førte en dør ind til bedstemors kam­mer, hvor der var et lille vindue ud i vest imod søen, som dog ikke kunne ses fra stuen, idet stuehuset lå så lavt, at man ikke kunne se over dæmningen. Søens vandstand var ellers i almindelighed lige med tagbry­

net på stuehuset. Under stærk vestenvind, når bøl­gerne slog hårdt imod dæmningens bolværk, kunne skumsprøjtet godt nå vinduerne. Indenfor bedste­mors vindue stod et lille bord og ved enden af dette en lænestol med et spejl over. Ved venstre side af køkkendøren stod en kommode med en lille bogreol over. Desuden var der en dragkiste med buede skuf­fer og messingbeslag, og der var en stor dobbeltseng med god plads til bedste og et eller to børn, hvilket antal personer den ret ofte måtte rumme. Ved foden­den af sengen stod børnenes legetøjsskab; og så var der en dejlig kakkelovnskrog, hvor der stod en lav grøn kiste - rigtig et fortællehjørne, hvor der i mørk- ningsstunder blev fonalt mange historier og eventyr, når børnene kravlede sammen på kisten, og bedste­mor havde fået trukket lænestolen hen til kakkelov­nen.

Fra bedstemors stue førte en dør videre mod nord ind til et spisekammer og videre til saltkammeret, hvor saltkarret stod. Imellem disse to rum og sove­kammeret i gårdsiden fandtes et af stuehusets mest hensigtsmæssige rum, nemlig et mælkekammer med forsænket teglstensgulv og hylder til mælkefade. Dets vinduer var i stuehusets nordgavl, så der var kø­ligt om sommeren. Til værn mod kulden om vinteren var der kakkelovn.

Længst imod nord i gårdsiden lå sovekammeret, der tillige måtte gøre det ud for stadsstue ved særlige lejligheder, idet stuehuset ikke havde nogen »freds- stow« eller særlig storstue. Bohavet bestod af to sen­ge med servante imellem og plads til den gammel­dags trævugge, når der var brug for denne. Desuden fandtes der en kommode, et ovalt, poleret nødde- træsbord og sofa samt et skrivebord med en ret stor bogreol over.

Fra soveværelset førte en indelukket trappegang op til kvistværelset, der kaldtes »æ overkammer«. Fra kvistens vinduer imod øst var der en smuk udsigt over møllegården, laden og de nedenfor møllen lig­gende Råkjær enge helt over til

de storslåede lyng­klædte Kildsmark bakker med deres eg- og bøgekrat. Under trappeopgangen var der et aflukket lille pul­terkammer, som benævntes »æ gjæk«.

Fra sovekammeret førte en dør ud til »æ mell- stow«, der var at betragte som en pænere dagligstue. Den havde en »kanape« eller bænkeseng med ud­stoppet sæde og rygstykke imod ydervæggen, og på den anden side af det lange bord var der stole; der var et sybord og el tobaksbord i hjørnerne. Ved siden af døren ud til møllestuen stod et skatol med skænk på, og i skillevæggen indtil bedstemors kammer, hvor­til der også førte en dør, sad en bilæggerovn, som kunne varme i begge stuer. Disse tre beboelsesstuer var alle med fjælgulv og malet bræddeloft oven over bjælkerne.

Fra »æ mellstow« førte som nævnt en dør ud til »æ møllstow«, og så er vi atter, efter gennemgangen af stuehuset, vendt tilbage til stuen, hvor vi først kom ind og som har den direkte forbindelse med selve møllen. Så nøje var forbindelsen, at der ikke kom ret mange møllegæster, som ikke var indenfor i stuen. Hertil bidrog den gamle skik, at enhver, som kom til mølle, blev budt ind på en mølledram og en tår øl. Derfor stod der altid en brændevinsflaske og et stort brunt ler-ølkrus på bordet i »æ møllstow«. Når så møllersvenden eller en anden tilstedeværende skæn­kede drammen op, og den fremmede »hvoel æ glas« rigtig stærkt og »møj sinde«, kunne det nok somme tider falde den bydende ind at spørge: »Det skul wol ett vær en bette halv mier?«, og så kunne det tit lyde som svar: »Ja, li' en bette swirp, for å fo den grimm småg å æ mund.«

I bænkekrogen nærmest indgangsdøren stod en ret stor tobaksbeholder med røgtobak og en mindre til udrydning, begge til fri afbenyttelse. Røgtobakken sørgede mølleren for, at der altid var nok af. Udryd- ningen var der derimod tit mangel på, men der blev ikke sørget for anden eller mere skråtobak en den, som blev fra ved rygningen.

Når møllegæsterne således var kommet indenfor og havde fået mølledrammen og havde fået piben tændt, hvis man da ikke foretrak »en blå ved æ tænd«, ja så kunne snakken begynde. Man startede med bemærkninger om vind og vejr for derefter at gå over til kreaturpriserne og så drøfte fælles bekendtes mere eller mindre heldige handler. En havde da fået »så møj en grow gue pris for hans fiedhøvder«, mens en anden sølle jen, »hår gjor da søen en towle hejst- handel«. Og en tredie »håj fåt soel ret ordentlig, men så fæk han æ bæst kassieret«. Jo, der var samtalestof nok. Det var folk fra et vidstrakt opland, der her mødtes. Her mødtes gamle krigskammerater fra tre­årskrigen og de yngre fra 64, og så gennemgik man erindringerne »fræ de daw«, og fra »den gång te a wa henn«.

Der blev gjort mange pibe- og klokkehandler, men det var sjældent, der blev spillet kort i alt fald om da­gen, hvad der ellers kunne have været god lejlighed til, og kortene var lette at få fat i, for der lå gerne et spil på »æ klokkhus«. Den væsentligste grund til, at der sjældent blev spillet kort om dagen, var ellers den, at møllens gårdmandskunder ikke syntes om det, da karlene, når det var dem, der var kuske, der­ved let kunne glemme at komme af sted hjemefter. Den gamle skik med kort på klokhuset gav for resten mange år efter anledning til en lille morsom tildragel­se: Møllen skulle skifte ejer, og man var i færd med at bære møbler ud, da præsten kom for at sige farvel. Der var netop en, som prøvede på at tage stueuret ned, men da det kneb for ham, ville præsten give en hånd med. Da det således ved forenede kræfter lyk­kedes at løfte det fra plads, fik præsten - ganske uventet - et spil kort ned om ørerne, hvad der skabte forlegenhed i stuen.

På de rigtig travle dage, når det trak ud på aftenen, før de sidste blev hjemfærdige, var det derimod ikke sjældent, at der blev spillet kort. De gamle spillede »Fedmaver«, de unge Firkort, med eller uden »kat«

Store og små årstal for Borbjerg Mølle

1400 Det stadfæstes på tinge, at Borbjerg Mølle ikke ejes af nogen, uanset at møllen i slutningen af 1300-årene ejedes af Niels Jepsen på Eskjær i Himmerland.

1409 Peder Lykke køber Borbjerg Mølle af ridder Krag og fru Elne for syv mark i sølv.

1418 Biskop Peder Lykke i Ribe giver Borbjerg Mølle til bispestolen i Ribe.

1438 Herregården Landting overtager Borbjerg Mølle.

1446 Bispestolen i Ribe overtager igen Borbjerg Mølle.

1533 Herregården Landting får Møllen overdraget af kirken.

1688 Thomas Juul nævnes som møller i Borbjerg.

1705 Jens Møller er fæstebonde i Borbjerg Mølle, jfr. antegnelse af 11/12 1705 ved kopskattens 2. termin.

1743 Poul Møller er fæstemøller i Borbjerg Mølle. Han ejer 100 rigsdaler.

1761 Borbjerg mølle ejes af Palstrup, men beboes af Niels Nielsen Damgaard. Der gives en god beskrivelse af møllen i forb. med amtmændenes indberetninger dette år.

1774 Søren Sørensen er fæstebonde på Borbjerg Mølle, og indtil 1803 ejes møllen af Niels Sehested på Rydhave.

1803 Just Thorning køber Borbjerg Mølle fri af fæste fra Rydhave. Søren Sørensen er fratrædende fæster.

1838 Christen Skjærlund Damgaard køber Borbjerg Mølle af skifteretten efter Thornings død.

1872 Lars Christensen køber Borbjerg Mølle af Damgaard.

1898 Niels Mundbjerg overtager Borbjerg Mølle efter sin svigermor, der er enke efter Lars Christensen.

1919 Johs. Kobborg køber Borbjerg Mølle af Niels Mundbjergs enke.

1931 Der åbnes sommerrestauration i Borbjerg Mølle.
Store og små årstal for Borbjerg Mølle

1400 Det stadfæstes på tinge, at Borbjerg Mølle ikke ejes af nogen, uanset at møllen i slutningen af 1300-årene ejedes af Niels Jepsen på Eskjær i Himmerland.

1409 Peder Lykke køber Borbjerg Mølle af ridder Krag og fru Elne for syv mark i sølv.

1418 Biskop Peder Lykke i Ribe giver Borbjerg Mølle til bispestolen i Ribe.

1438 Herregården Landting overtager Borbjerg Mølle.

1446 Bispestolen i Ribe overtager igen Borbjerg Mølle.

1533 Herregården Landting får Møllen overdraget af kirken.

1688 Thomas Juul nævnes som møller i Borbjerg.

1705 Jens Møller er fæstebonde i Borbjerg Mølle, jfr. antegnelse af 11/12 1705 ved kopskattens 2. termin.

1743 Poul Møller er fæstemøller i Borbjerg Mølle. Han ejer 100 rigsdaler.

1761 Borbjerg mølle ejes af Palstrup, men beboes af Niels Nielsen Damgaard. Der gives en god beskrivelse af møllen i forb. med amtmændenes indberetninger dette år.

1774 Søren Sørensen er fæstebonde på Borbjerg Mølle, og indtil 1803 ejes møllen af Niels Sehested på Rydhave.
1803 Just Thorning køber Borbjerg Mølle fri af fæste fra Rydhave. Søren Sørensen er fratrædende fæster.

1838 Christen Skjærlund Damgaard køber Borbjerg Mølle af skifteretten efter Thornings død.

1872 Lars Christensen køber Borbjerg Mølle af Damgaard.
1898 Niels Mundbjerg overtager Borbjerg Mølle efter sin svigermor, der er enke efter Lars Christensen.

1919 Johs. Kobborg køber Borbjerg Mølle af Niels Mundbjergs enke.

1931 Der åbnes sommerrestauration i Borbjerg Mølle. 1963 Lis og Jørgen Schrøder køber møllen og bygger eksisterende ladebygninger om til hotelværelser.

1972 Birthe og Hans Pedersen køber Borbjerg Mølle og viderefører ombygningen.

1987 Esther og Carl Jensen køber Borbjerg Mølle og starter en gennemgribende restaurering og modernisering af såvel krobygning som værelsesfløje.

------------------------------------------------------------------------------

Langgade 60 i Hogager. Tidligere købmands butik fra ca. 1900 - ca. 1980.
Nu nedrevet.

1. 
   Fælleshuset bygget ca. 2019.

---------------------------------------------------------------------

Abildholt Hedevej 2 Hogager

Mit fødehjem bygget i 1913 og nedrevet i 1980 hvor der blev bygget et nyt stuehus.
Ejes i dag af Lars Bonde.

Ide + design + foto copyright : Thorkild Fleng
Kopiering uden kildeangivelse ikke tilladt.